Kultur, æstetik og fællesskab
”Kultur er en kunstnerisk, skabende kraft, der aktiverer børns sanser og følelser, ligesom det er kulturelle værdier, som børn tilegner sig i hverdagslivet.
Gennem læringsmiljøer med fokus på kultur kan børn møde nye sider af sig selv, få mulighed for at udtrykke sig på mange forskellige måder og forstå deres omverden.” Den styrkede pædagogiske læreplan, Rammer og indhold, s. 46-47
Pædagogiske mål for læreplanstemaet:
|
Hvordan understøtter vores pædagogiske læringsmiljø, at børnene gør sig erfaringer med kultur, æstetik og fællesskab? Herunder, hvordan vores pædagogiske læringsmiljø:
Vi holder arrangementer i Solstrålen i forbindelse med højtider. Vi holder blandt andet julefest og taler med børnene om, hvorfor ikke alle familier holder jul derhjemme, lige som vi gør det i Solstrålen og at nogle familier måske i stedet for fejrer Eid – eller måske fejrer de begge dele? Og hvad er forskellen egentlig? I Solstrålen arbejder vi meget med kreative processer, hvor børnene blandt andet har mulighed for at gøre sig erfaringer med forskellige materialer. Dette kan eksempelvis være når vi maler med akvarel-farver, øver os i at knytte med garn, former sanse-sand, leger med modellervoks eller laver kastanjedyr. Et projekt kunne blandt andet tage udgangspunkt i en bog om et cirkus; vi læser bogen og vækker børnenes nysgerrighed; hvad er et cirkus? Hvem optræder i et cirkus? Har du nogensinde været i et cirkus? I dagene efter finder vi karton frem i flere farver, børnene får sakse og giver sig til at klippe ud. Den voksne hjælper børnene ved at forstå deres intention. Måske vil de klippe en linedanser eller en cirkusdirektør ud – så hjælper den voksne med at lime stykkerne sammen, som barnet ønsker det og til sammen, får vi pludselig en hel væg af børnenes egne cirkus-billeder. Vi kigger i bogen igen og undersøger, hvilken slags optræden man kan se deri. Der er blandt andet både en stærk mand, som løfter tunge vægte, en linedanser der går på line, en søløve der balancerer med en bold på næsen og en klovn, som laver fjollede ting. Vi forsøger sammen at genskabe alle bevægelserne og kommer med idéer til, hvordan disse kan laves. Næste dag laver vi en lille scene, hvor vi alle sætter os som publikum. Børnene skiftes til at stå på scenen og lave en optræden, eller bevægelse, som vi har øvet dagen før, men uden at tale. Herefter skal børnene, som publikum, forsøge at gætte, hvilken optræden barnet viser. Vi griner sammen og husker at klappe af barnet, som lige har optrådt. I et projekt som dette vil børnene blandt andet opleve glæden ved at læse i en spændende bog sammen. Bagefter vil børnene gøre sig erfaringer med både at klippe i karton, men også at forklare deres intention med dét de klipper. Børnene fremstiller billeder, som kommer til at hænge til alles glæde. Bagefter oplever børnene, hvordan det egentlig føles at optræde for andre, samt hvordan det er rart, at publikum kigger på. Børnene gør sig erfaringer med teater og senere på legepladsen er der måske nogle børn, som sætter mælkekasser op og uddeler blade som billetter, fordi at de nu, på eget initiativ, vil fremføre et teater for de andre. |