Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Alsidig personlig udvikling

Alsidig personlig udviklingalsidig udvikling

”Alsidig personlig udvikling drejer sig om den stadige udvidelse af barnets erfaringsverden og deltagelsesmuligheder. Det forudsætter engagement, livsduelighed, gåpåmod og kompetencer til deltagelse.”  Den styrkede pædagogiske læreplan, Rammer og indhold, s. 36-37

 

Pædagogiske mål for læreplanstemaet:

  1. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn udfolder, udforsker og erfarer sig selv og hinanden på både kendte og nye måder og får tillid til egne potentialer. Dette skal ske på tværs af blandt andet alder, køn samt social og kulturel baggrund.
  2. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte samspil og tilknytning mellem børn og det pædagogiske personale og børn imellem. Det skal være præget af omsorg, tryghed og nysgerrighed, så alle børn udvikler engagement, livsduelighed, gåpåmod og kompetencer til deltagelse i fællesskaber. Dette gælder også i situationer, der kræver fordybelse, vedholdenhed og prioritering.

Hvordan understøtter vores pædagogiske læringsmiljø børnenes alsidige personlige udvikling?

Herunder, hvordan vores pædagogiske læringsmiljø:

Understøtter de to pædagogiske mål for temaet Alsidig personlig udvikling

Tager udgangspunkt i det fælles pædagogiske grundlag

Ses i samspil med de øvrige læreplanstemaer.

I Solstrålen deler stuerne hver formiddag børnegruppen op i mindre grupper. Dette gør vi for blandt andet at sikre, at alle børn bliver en del af et mindre fællesskab, hvor alle børn har mulighed for at blive set og hørt af en nærværende voksen.

Både gruppesammensætningen samt aktiviteterne heri varierer og justeres løbende, sådan at det er muligt at følge børnenes spor, både i forhold til det enkelte barns udvikling men også interesser. Vi sammensætter både grupper og planlægger aktiviteter i forhold til børnenes behov.

En formiddag på en børnehavestue i Solstrålen kunne derfor se ud således, at én gruppe går på tur til Skolehaverne, hvor de både øver dét at gå tur og dét at færdes i uden for institutionen. En gruppe går på legepladsen og leger en fælles leg, gemmeleg eksempelvis, hvor de både øver sig i at lytte til instrukser og være en del af en større fælles aktiv leg. Og én gruppe bliver på stuen, hvor der sættes en leg i gang i dukkekrogen, sådan at denne gruppe øver sig i dét at lege sammen, både i forhold til legestrategier, eksempelvis dét at kunne forhandle indbyrdes i legen, men også mere grundlæggende i forhold til, hvordan man egentlig kan lege i en dukkekrog og hvilke muligheder der findes heri. Gældende for alle tre grupper er, at der er en voksen, som er nærværende og klar til både at vise vejen (gå foran), men også til at støtte børnene undervejs (gå ved siden af og bagved), sådan at alle børn oplever en tryghed i dét at udforske nye ting. Herved støtter vi børnene i at udvikle deres erfaringer og kompetencer, for hermed også at støtte deres tro på dem selv og deres mulighed for deltagelse i fællesskabet.

En formiddag i en vuggestuegruppe i Solstrålen kunne derfor se ud således:

En gruppe går på legepladsen og leger i ”bussen” – her øves turtagning ifht at styre bussen, samt deltagelse på hver sit niveau – chauffør og passagerer. Børnene involveres ydermere i legen ved at komme med ønsker til, hvor bussen skal køre hen. Her oplever det enkelte barn at have værdi og at kunne bidrage til et fællesskab. En anden gruppe går ud på gangen og maler et fælles maleri. Et stort stykke papir rulle ud på gulvet, og børnene sidder side om side og maler. Her øves blik for hinanden: ”Se – X maler med rød maling nu!” samt det at være inspiration for hinanden: ”Se, X maler med fingrene – det ser sjovt ud, skal vi også prøve det?” En tredje gruppe bliver på stuen, hvor der sættes en leg i gang med bilbane på gulvet. Her øves også blik for hinanden samt begyndende samspil i leg: ”Se, X kører den blå bil på væggen nu, mon den grønne, du har i hånden, også kan det - prøv?”. Gældende for alle tre grupper er, at der er en voksen, som er nærværende og klar til både at vise vejen (gå foran), men også til at støtte børnene undervejs (gå ved siden af og bagved), sådan at alle børn oplever en tryghed i dét at udforske nye ting. Herved støtter vi børnene i at udvikle deres erfaringer og kompetencer, for hermed også at støtte deres tro på dem selv og deres mulighed for deltagelse i fællesskabet.